Skip to main content
Thermowood terrassedæk

Vedligeholdelse af træterrasse — det, der skal til, år efter år

En træterrasse holder og ser godt ud, når den plejes rigtigt og til tiden. Her er vejledningen fra folk, der har bygget 250+ terrasser: hvad du gør forår og efterår, hvordan du renser uden at skade overfladen, hvornår olie giver mening, og hvad du holder øje med under dækket. Så står terrassen flot nu og om tyve år.
LÆSETID · CA. 17 MIN

Siden er i to lag. Først den korte version, så du kan komme i gang i dag. Derefter den lange, hvor vi forklarer hvordan og hvorfor, afsnit for afsnit.

Kom i gang nu — plejen på én side

Det her er alt, du behøver at vide for at passe terrassen rigtigt. Print det, hæng det i skuret, og læs resten af siden, når du vil vide hvorfor.

Efterår — når løvet er faldet færdigt

  • Fej dækket, og få fugerne fri. Kost på langs; sidder løvet fast i fugerne, så en smal fugekost eller en spartel. Det er fugerne, der lader dækket tørre
  • Er den grøn eller grå-sort? Skrub med stiv børste og vand, langs brædderne, gerne lige efter regn. Rækker det ikke: en iltbaseret, klorfri rens, der får lov at virke — og skyl, til vandet er klart
  • Kig under dækket. Blade og jord ud, så luften kan komme til hele vejen rundt
  • Ingen olie nu. Det er for koldt til, at den hærder. Rensen er efterårets olie

Tidligt forår — inden det bliver lunt

  • Fej igen, og lad dækket tørre helt ud
  • Vanddråbetesten: dryp vand på et rent bræt. Perler det, gør du ingenting. Suger det ind, og vil du beholde farven, så oliér i maj-juni, når det er over 12-13 grader og tørt
  • Gå dækket efter: løse brædder, skruehoveder der rager op, splinter, bløde steder. Bløde brædder er et opkald til os

Sådan — og hvorfor

Herfra er det den lange version. Hvert punkt ovenfor har sin forklaring her, i samme rækkefølge som året: fejning, træsorterne, rengøring, olie, drift — og det, du aldrig skal gøre.

Hvorfor fejning betyder mest

Træ nedbrydes ikke af at blive vådt. Det nedbrydes af at være vådt — altså af hvor mange timer i træk det ikke kan tørre ud.

Mellemrummene mellem brædderne er den vej, luften kommer til. Så længe de er fri, kan dækket ånde og tørre efter regn. Pakkes de til med blade, pollen og sand, kan det ikke længere. Det er ikke bare en våd plet ét sted — hele terrassens udtørring er sat ud af drift.

Dertil kommer, at vådt løv holder mange gange sin egen vægt i vand, ligger klods op ad træet og bliver til muld, som alger og skimmel lever af. Det er både fugt og foder på én gang.

Og timingen er den værst tænkelige. Bladene falder i oktober og november, hvor det stadig er lunt nok til, at rådsvampe kan arbejde, og hvor træet er begyndt at blive vådt. Bliver løvet liggende vinteren over, ligger det der stadig, når det bliver lunt igen i april.

Plejeåret
Plejeåret De to markerede felter er de perioder, hvor fugt og temperatur overlapper, så træ faktisk nedbrydes — forår og efterår. Opgaverne er lagt lige før hvert felt.
  • De to perioder, hvor træ reelt nedbrydes
  • Grundig fejning — sidst på efteråret og igen tidligt forår
  • Rens, hvis der er behov — tidligt forår
  • Oliering, hvis du olierer — efter rensen, når træet er tørt

Fire trægrupper — og hvad der er forskelligt

Det meste her gælder alle træterrasser. Men fire ting afviger.

Gruppe Rengøring Slibning Olieoptag
Nordisk nåletræ
fyr, gran, douglas
Tåler også alkalisk rens Korn 60-80. Slib ikke hårdt på trykimprægneret — det fjerner imprægneret ved Højt
Eg Mildest muligt. Alkalisk rens skal altid neutraliseres Maks. korn 80 Middel
Thermowood Mild. Overfladen er sprød Let, korn 80. Dybe hak og ridser rejser sig ikke igen — slib dem, eller lev med dem Godt — men stadig tyndt, og tør af
Tætte tropiske
ipé, cumaru, jatoba, tatajuba
Mild. Mest et spørgsmål om affedtning Finkornet, efter behov Meget lavt

Uddybning: Pleje pr. træsort — det, der er anderledes ved eg, thermowood, hårdttræ og trykimprægneret

Rengøring af træterrasse

Hvornår

Når den ser snavset ud, eller når den er blevet glat. Der er ingen fast frekvens — en skyggefuld nordvendt terrasse skal renses oftere end en sydvendt.

Det bedste tidspunkt er tidligt forår, når fejningen er overstået og træet skal kunne tørre ud, inden det bliver lunt. Vent til frostnætterne er ovre.

Hvilken rens skal du bruge?

Tre styrkeniveauer, og reglen er at gå så mildt til værks som muligt. Du kan altid tage en omgang mere; du kan ikke fortryde en for hård behandling.

Sådan gør du

  1. Ryd og fej

    Møbler, krukker og grill væk. Fej grundigt, og få især skidtet ud af mellemrummene mellem brædderne. En smal fugekost eller et fladt værktøj gør arbejdet. Spring aldrig dette trin over.

  2. Fugt træet

    Skyl hele fladen med rent vand først. Gør du ikke det, suger det tørre træ rensemidlet ujævnt til sig, og du får skjolder.

  3. Påfør rensemiddel

    Fordel det jævnt over 2-3 m² ad gangen. Et tyktflydende produkt bliver bedre liggende på en vandret flade. Lad det virke i den tid, producenten angiver — typisk 10-20 minutter. Lad det aldrig tørre ind.

  4. Skrub — altid langs brædderne

    En stiv børste eller en gulvskrubbe med kraftige plastfibre. Skrub i træets længderetning, et par brædder ad gangen, hele længden ud.

  5. Skyl grundigt

    Rigelige mængder rent vand. Skyl, indtil vandet er klart, og der ikke længere dannes skum.

  6. Lad det tørre

    24-48 timer i tørvejr, inden du eventuelt olierer. Olierer du for tidligt, låser du fugten inde i træet.

Må man højtryksrense en træterrasse?

Nej. Trykket splitter de yderste træfibre, åbner porerne og efterlader en grålig, opslidt overflade, der suger fugt hurtigere end før. Den ser ren ud i to uger og er værre stillet resten af sin levetid.

Skal du absolut, så hold dig under 80 bar, langt fra træet og i konstant bevægelse. Men regn med efterbehandling.

Værktøj og midler

Brug: stiv børste eller gulvskrubbe med plastfibre, fugekost til mellemrummene, haveslange, rensemiddel til træterrasser, algefjerner hvis børste og vand ikke rækker.

Brug ikke: højtryksrenser, stålbørste og ståluld (metalfibre bliver siddende og ruster — sorte pletter i eg), klorin, og almindelig brun sæbe som fast rutine.

Skrubberetning
Skrubberetning Til venstre er der skrubbet langs brættet. Til højre på tværs — og resultatet er den opflossede overflade, som herefter holder på mere skidt og fugt end før rengøringen.
  • Rigtigt: langs brættets længderetning, med fibrene
  • Aldrig: på tværs af brædderne
  • De opflossede fibre er skaden. Den er permanent og kan kun fjernes ved slibning

Alger på trykimprægneret — før, under og efter

Sådan ser en helt almindelig rens ud på et trykimprægneret dæk i skygge: grønt og glat før, en grøn-brun grød under skrubningen, og bagefter et bræt, der ser ud som nyt ved siden af naboen, der ikke er rørt. Ingen olie, ingen slibning, ingen kemi ud over lidt sæbevand — kun en stiv nylonskrubbe, vand og en halv times arbejde.

Er dækket glat eller grønt hos dig, så er fremgangsmåden den samme — trin for trin ovenfor, og symptom for symptom på når det går galt.

Sådan ser det ud
Et helt dæk, grønt af alger Sådan står mange trykimprægnerede terrasser i marts: grønne fra kant til kant, glatte, og med løv i fugerne fra efteråret. Det ser slemt ud, og det er en times arbejde.
Før: grønt og glat
Før: grønt og glat Sådan ser det ud sidst på vinteren: et trykimprægneret dæk i skygge, grønt af alger og glat som sæbe. Det er overflade, ikke råd.
Værktøjet: sæbevand og nylonskrubbe
Værktøjet: sæbevand og nylonskrubbe Hele værktøjskassen: en balje lunkent sæbevand og en stiv nylonskrubbe. Ikke stålbørste, ikke højtryk.
Under: skrubbet, ikke skyllet endnu
Under: skrubbet, ikke skyllet endnu Skrubbet med sæbevand, før skylning. Algerne slipper som en grøn-brun grød, når de er våde — skrub langs brættet, så fibrene ikke rejser sig.
Efter: renset mod urørt
Efter: renset mod urørt Samme dæk, to brædder: til venstre skrubbet og skyllet, til højre urørt. Forskellen er børste, vand og lidt sæbe — ikke andet.

Skal du oliere?

Oliering er først og fremmest et æstetisk valg og bestemmer primært, hvordan terrassen ser ud. For levetiden betyder oliering mindre, end den ofte bliver solgt til. Lader du være med at oliere, bliver terrassen grå. Det betyder ikke i sig selv, at den holder kortere. På et velbygget, godt ventileret dæk, der fejes og skrubbes regelmæssigt, er forskellen ofte først og fremmest udseendet.

Regelmæssig oliering kan dog muligvis give selve terrassebrædderne et par ekstra års levetid — især på blødere træsorter som fyr, gran og lærk. Olie kan reducere vandoptaget i en periode, give færre og mindre svindrevner, og fungiciderne i de fleste terrasseolier hæmmer væksten af skimmel og alger. Husk dog, at overfladeoliering ikke beskytter konstruktionen under terrassebrædderne, hvor fugt ofte er den største udfordring.

Vil du beholde farven, så oliér forår og forsommer, aldrig i kulde og aldrig oven på snavs. Ét tyndt lag, og tør alt overskydende af — det er det vigtigste enkelttrin. Vil du have grå, så gør ingenting og fej.

Vælger du at oliere, så vælg en kvalitetsolie med fungicid, og tjek først, om terrassen overhovedet er klar: ren, tør og tørstig. Har terrassen tendens til sorte prikker og grå skimmel — typisk fyr, gran, lærk og eg — er det netop her, olien gør en reel forskel: fungiciderne hæmmer skimlen i at komme igen. Rens først, oliér når dækket er tørt. Hele vejledningen, trin for trin, står på olieringssiden.

Uddybning: Oliering af træterrasse — hvornår, hvor tit og hvordan · Patinering — sådan bliver træet gråt, og hvorfor det er i orden · Imprægnering — kan man slippe for at oliere?

Terrassens drift

Rengøring og oliering handler om de øverste millimeter. Det følgende handler om selve dækket, og det er mindst lige så vigtigt for, hvor længe det holder.

Kig under dækket

Det mest oversete punkt i al terrassepleje — og samtidig det, alt andet hviler på: dækket skal kunne tørre.

Over årene sker der tre ting, som ingen lægger mærke til, fordi de foregår ude af syne. Rummet under dækket fyldes med blade og jord, der bliver til muld. Afvandingen under dækket ændrer sig, når terrænet sætter sig eller bedene vokser op — og terrænets fald væk fra huset skal bevares, for det er dét, der holder soklen tør. Og luftindtaget lukkes af kantsten, nye bede eller opbevaring.

Kig ind under kanten en gang om året. Kan du se lys og mærke luft, er det fint. Er der stoppet til, så ryd op — det er den billigste vedligeholdelse, der findes. Og opbevar ikke ting under terrassen.

Årligt eftersyn

Ti minutter, gerne sammen med forårsrengøringen.

Første sæson er den vigtigste. Det er dér, træet sætter sig mest, og dér efterspænding oftest er nødvendig.

Vinter, sne og is

Ryd sne med en plastskovl, ikke en metalskovl. Metal ridser overfladen og kan efterlade jernspor, som på garvesyrerigt træ giver mørke pletter. Skub sneen på langs af brædderne.

Der er ingen grund til at rydde et dæk helt frit. Et lag sne skader ikke træet — det er is og gentagen tø-frost, der arbejder. Og dæk aldrig terrassen af med presenning. Den holder på fugten og giver skimmel og skjolder på få dage. Skal der endelig afdækkes, så åndbar fiberdug.

Fedt, grill og spild

Fedtpletter skal suges op, ikke skylles ud. Vand spreder fedtet og presser det længere ned i træet. Dæk pletten med kattegrus, maizena eller talkum, lad det trække natten over, børst af og gentag om nødvendigt. Først derefter renses med et affedtende middel.

Stil aldrig grillen direkte på brædderne, og tøm ikke aske ud på dækket. Aske er stærkt basisk og giver mørke skjolder på timer.

Beplantningen vokser

En hæk eller busk, der lukker for lys og luft, kan forvandle et sundt dæk til et algeplaget dæk på få sæsoner. Det sker langsomt nok til, at ingen opdager årsagen.

Klip tilbage, så der er luft omkring dækket — særligt på nord- og østsiden. Hold også bede og jord fra at vokse op mod dækkets kanter.

Når det går galt

Grillfedt på brædderne, sorte ringe efter en potte, mørke skjolder efter murerarbejde, en terrasse der er blevet glat. De fleste af de ting, der ser slemme ud, er kosmetiske og kan rettes — hvis man gør det rigtige og ikke det hurtige.

Symptom for symptom: Når det går galt — sådan gør du

Det, du aldrig skal gøre

  • Skrubbe på tværs af brædderne. River fibrene op. Altid langs
  • Højtryksrense. Samme skade, andet redskab. Permanent
  • Bruge stålbørste eller ståluld. Metal i træet giver sorte pletter
  • Bruge jernvitriol mod mos i græsplænen tæt på terrassen. Sprøjtetåge og fodspor giver sorte pletter
  • Stille grillen direkte på brædderne eller tømme aske ud
  • Lade metalmøbler stå direkte på træet. Læg noget under
  • Lægge tæpper eller presenninger på dækket i længere tid
  • Salte

Kilder

  • USDA Forest Service, Forest Products Laboratory — Finishes for Wood Decks (Knaebe, 2013). Amerikansk forskningsnote om overfladebehandling af trædæk: med minimal vedligeholdelse holder et trædæk i årtier, men uden vedligehold kommer der flere revner, rejste fibre og skimmelvækst, og en behandling kan mindske det. Det er grunden til, at vi ikke siger, at olie intet betyder for levetiden. research.fs.usda.gov
  • USDA Forest Service — Wood Handbook: Wood as an Engineering Material (FPL-GTR-190, 2010), kapitlet om overfladebehandling. Standardværket om, hvordan træ nedbrydes af UV og fugt, og hvad indtrængende olier og pigmenter gør ved det. research.fs.usda.gov
  • Træinformation — TRÆ 74, Træterrasser samt tagterrasser. Den danske branchevejledning: træsorternes naturlige varighed, udvaskning og konstruktionens betydning. Det er dér, holdbarheden afgøres — ikke i dåsen.
  • Egen praksis. 250+ terrasser siden 2014 — olierede, uolierede og dem, vi har renset ned igen.

Det siger vores kunder

”Fantastisk god service. Vi fik god hjælp i planlægningsfasen, et fint forslag og god vejledning om træ og form.”

Thomas Kjær

”Flot arbejde – vi er meget glade for resultatet.”

Line B.

”Vil bare lige sige tusind tak for et meget flot arbejde. Terrassen er nu i fuld brug.”

Tim R. / Gentofte

”Tak for en fantastisk flot terrasse som vi er meget glade for.”

Lone Christensen

”Vi fik rigtig god rådgivning, flere layouts og en rigtig god proces.”

Søren Hermansen

”Terrassen ser godt ud og jeg er helt sikker på at vi bliver rigtig glade for den – tak!”

Jacob / Amager

Ofte stillede spørgsmål

Hvor tit skal jeg vedligeholde min træterrasse?

Fej regelmæssigt. To grundige omgange om året — efter løvfald og tidligt forår. Alt andet er efter behov.

Hvordan fjerner jeg alger på terrassen?

Skrub med stiv børste og vand, gerne lige efter regn, hvor algerne er bløde. Rækker det ikke, så en iltbaseret, klorfri algefjerner. Skrub altid langs brædderne.

Må man højtryksrense en træterrasse?

Nej. Trykket river træets bløde fibre op og efterlader en ru overflade, der samler endnu mere skidt bagefter. Skaden kan ikke fortrydes.

Skal jeg dække terrassen til om vinteren?

Nej. Den skal kunne tørre. En presenning holder på fugten og giver skimmel på få dage. Fej den ren, og lad den være.

Min terrasse er blevet glat. Hvad gør jeg?

Alger. Rens den, og se derefter på placeringen — er der beplantning, der lukker for lys og luft, så klip tilbage. Glat er ikke ufarligt, så det skal væk.

Skal terrassen olieres?

Kun hvis du vil beholde farven. For levetiden betyder olie mindre end fejning og luft under dækket — måske et par ekstra år til selve dækket, mest på blødt træ. Se siden om oliering.

Der er sorte prikker på terrassen — er det farligt?

Nej, ikke for træet. Sorte prikker og grå skjolder ses mest på blødt træ og på eg, hvis åbne porer holder på fugt og pollen. Skimmelsvamp på en terrasse er først og fremmest et kosmetisk problem. Den svækker normalt ikke træet. Men skimmelsvamp giver et hint om, at overfladen ofte er fugtig — og netop langvarig fugt er den vigtigste årsag til råd. Derfor kan du bruge fremkomsten af skimmelsvamp som et signal om, at terrassen måske bør rengøres, og samtidig være opmærksom på, om konstruktionen tørrer ordentligt op. Skrub, lad solen tørre, og kig efter, om dækket kan tørre op. Se sorte prikker og grå skimmel.

Hvornår skal jeg ringe til jer?

Hvis brædderne føles bløde eller giver efter, hvis der er begyndende nedbrydning omkring skruer eller ved bræddeender, eller hvis en misfarvning breder sig, og du er i tvivl om, hvad den er.


Klar til at lægge planer for haven?

Vi kommer gerne forbi til en uforpligtende projektsnak. Du får et overslag du kan stole på, og vi tager den derfra.

TerrasseNu ApS · Lystoftevej 45 · 2800 Kgs. Lyngby

Postadresse – ikke kontor eller besøgsadresse

Ring til os 43 330 530
Skriv til os info@terrasse.nu