Fundament og underkonstruktion til din træterrasse

En træterrasse er aldrig bedre end det, der er under den. Brædderne kan være nok så flotte — hvis underlaget arbejder, sætter sig eller løftes af frost, kommer terrassen til at hælde, knirke eller slå sig. Derfor lægger vi lige så meget omhu i det, du aldrig kommer til at se, som i selve overfladen. Det er her, forskellen på en terrasse, der holder, og en, der skuffer efter et par vintre, bliver afgjort.

Brædderne ligger ikke på jorden — de fastgøres på en underkonstruktion af strøer, det skelet terrassen hviler på. Vi bygger strøerne op i trykimprægneret træ, og hvor pladsen er til det, i krydskonstruktion, så skelettet bliver ekstra stabilt. Hele skelettet justeres i højden ned til punktfunderingen, så terrassen ender helt plan. Strøerne fordeler vægten og holder brædderne fri af jorden, så luften kan cirkulere, og træet kan tørre. Når skelettet står, er det her, montering af terrassebrædder tager over.

Strøafstanden — afstanden fra midten af én strø til midten af den næste (c/c) — afhænger af, hvor tykt og hvor hårdt brættet er. Tyndere og hårdere brædder kræver tættere strøer, fordi de ellers fjedrer eller bøjer, når man går på dem. Vi følger Træbranchens Oplysningsråds vejledende tabeller og producentens anvisning for den enkelte træsort og dimension, så strøafstanden passer præcist til de brædder, der skal ligge ovenpå. Én tommelfingerregel er værd at kende: jo tættere strøerne skal sidde, jo mere konstruktion kræver det. Skal afstanden ned under 50–60 cm — som tynde, hårde brædder ofte kræver — betyder det flere strøer, mere materiale og mere arbejde i underkonstruktionen. Derfor hænger strøafstand og valg af træsort tæt sammen.

Som regel kan det ikke betale sig — og den vigtigste grund er holdbarheden. Alt træ har en levetid, og er underkonstruktionen mange år gammel, er der ofte begrænset tid tilbage i den. Samtidig er det en tidskrævende og halvdyr proces at tage de gamle brædder af, uden at skelettet tager skade. At lægge nye — og ofte dyre — brædder oven på en konstruktion, der snart selv er udtjent, er sjældent en god forretning. Skal et gammelt skelet endelig genbruges, skal strøafstanden desuden passe til de nye brædder: er den for vid til et tyndere, hårdere bræt, bøjer det, når man går på det — så vi måler altid afstanden først.

Punktfunderingen er det, skelettet hviler og justeres ned på — og den vælges efter jordbund, terræn og hvor højt terrassen skal ligge. Den kan være fliser eller punktudlagte fliser, nedrammede jordspyd eller jordskruer — eller en kombination af det hele på samme terrasse, hvor underlaget skifter karakter. Pointen er den samme hver gang: skelettet skal stå fast og i den helt rigtige højde, så terrassen bliver plan og ikke sætter sig med årene.

Normalt nej. En træterrasse skal som regel ikke have fald. Vores brædder er aldrig bredere end 145 mm, og med så smalle brædder løber vandet let af mellem brædderne, mens træet tørrer hurtigt op igen. Et fald ville hen over en typisk terrasselængde give så stor en niveauforskel, at det dels næsten ikke lader sig gøre i praksis, dels får terrassen til at se skæv ud op mod husmuren og de øvrige vandrette linjer. Det, der til gengæld betyder noget, er luften under terrassen: kan den ånde og tørre nedefra, holder træet sig sundt i mange år.

Efter 250+ terrasser ved vi, at en terrasse holder eller falder med det, der er under den. Bruger man også tid på en underkonstruktion, der passer til brædderne, og en punktfundering, der står fast, slipper man for skæve brædder, knirk og ærgrelser senere. Det er ikke den del, der pynter på et billede — men det er den del, der gør, at terrassen stadig er en fornøjelse at gå på mange år frem.