Spiralvokst træ giver vridning
Det her er hovedårsagen, og det er en anden slags problem end det, andre træsorter har.
I mange nåletræer vokser fibrene ikke helt parallelt med stammen, men skruer sig let om den. Det kaldes spiralvokst træ (spiral grain), og lærk er kendt for det.
Konsekvensen er, at brættet ikke bare skåler eller buer — det vrider sig om sin egen længdeakse, så et hjørne løfter sig fra strøen, mens det diagonalt modsatte trykkes ned.
Effekten er veldokumenteret. I forsøg med træ, hvor spiralvækst blev sammenlignet direkte, steg vridningen fra i gennemsnit 7,2 mm i prøver uden spiralvækst til 19,6 mm i prøver med — altså næsten en tredobling. Samtidig steg skålningen også.
At problemet er velkendt netop for lærk fremgår af, at der findes selvstændig forskning i emnet: Lunds Universitet har publiceret et studie alene om vridning af lærk og hvordan tørretemperatur og fastholdelse påvirker den.
Ungdomsved og trykved udvikler store kræfter
Der er en anden mekanisme, der forstærker det.
Normalt træ svinder næsten intet i længderetningen — omkring en tiendedel procent. Men ungdomsved fra de inderste årringe og trykved fra grene og skæve stammer opfører sig helt anderledes og kan svinde adskillige procent på langs.
Sidder sådan en zone i den ene side af et bræt, trækker den siden sammen, mens resten står stille. Det giver bue i længderetningen og betydelige kræfter i fastgørelsen.
Praktikere beskriver netop dette som årsag til, at skruer river sig løs i lærkedæk — og at større dimensioner ikke hjælper, fordi man så i stedet ender med brud over tid.
Harpiksen
Lærk er harpiksrigt, og det har to praktiske ulemper på et dæk — men bemærk, at harpiksen ikke er årsag til algebegroningen. Den forklaring ligger i afsnittet ovenfor:
Harpiks trænger ud i varmt vejr og giver klæbrige, mørke udtræk, særligt omkring knaster.
Og den sidder ujævnt fordelt, så olien optages meget forskelligt hen over det samme bræt. Resultatet er et plettet dæk, hvis der påføres for meget.
Alger, glathed og sorte prikker
Det her er den ulempe, kunder oftest reagerer på, og den kommer hurtigt.
Lærk bliver algebelagt og glat hurtigere end nogen anden terrassetræsort, vi arbejder med — ofte allerede i den første sæson, og ofte selv på dæk, der ellers står godt og luftigt. Det ser ud som råd, men er overfladebegroning, og det svækker ikke træet. Til gengæld er det glat, og det kommer igen.
Forklaringen ligger i træets kemi, og den er både overraskende og veldokumenteret.
Sat sammen giver det et træ, hvis dominerende indholdsstof gør overfladen fugtigere i længere tid og samtidig udgør et næringsgrundlag. Det er en nærmest ideel kombination for alger og overfladeskimmel.
Selve iagttagelsen — at lærk bliver glat hurtigt — er vores egen fra mange dæk. Sammenhængen med arabinogalactan er vores tolkning af den foreliggende forskning, ikke et resultat, der er målt direkte på terrasser.
Det praktiske er, at lærk kræver markant mere rengøring end de fleste. Regn med mindst én grundig rens om året, og vær opmærksom på, at glatheden er et sikkerhedsspørgsmål og ikke kun et skønhedsspørgsmål.
En pigmenteret olie med fungicid og hyppig vedligeholdelse kan holde det nede og forlænge træets brugbare levetid mærkbart. Men det er netop pointen: lærk kræver den indsats for at fungere, hvor andre træsorter klarer sig uden.
Og i dag fås kun den dårligste af de to slags
Der findes to slags lærk på markedet, og de er ikke lige gode.
Sibirisk lærk er vokset langsomt i hårdt klima. Tætte årringe, højere densitet og højere indhold af de fenoler, der rent faktisk beskytter. Det er den gode variant.
Europæisk lærk er hurtigtvoksende. Bredere årringe, lavere densitet og lavere fenolindhold.
Og på grund af den politiske situation kan man i praksis kun få europæisk lærk. Sibirisk lærk er ikke længere en reel mulighed på det danske marked.
Det betyder, at den lærk, du kan købe i dag, er den svageste af de to — på holdbarhed, på densitet og på modstandsstoffer. Forskningen bemærker i øvrigt, at lærkens rådmodstand varierer betydeligt fra træ til træ, både genetisk og efter voksested.
Det er en væsentlig del af, hvorfor vores anbefaling er blevet skarpere, end den måske ville have været for ti år siden.
Knasterne
Lærk har mange og hårde knaster, og de er større end i fyr. De kan løsne sig og efterlade huller, og de skaber lokale spændinger, hvor træet er nødt til at bevæge sig anderledes end omkring.
Og holdbarheden er ikke i top
Det er her, regnestykket for alvor ikke går op.
Lærkekerneved ligger i holdbarhedsklasse 3-4 — middel til lidt holdbart, altså 10-15 år over jord i sig selv. Til sammenligning ligger eg i klasse 2 og de tropiske arter i klasse 1.
Man betaler altså uroen uden at få den lange levetid som modydelse. Det er samme indvending, vi rejser mod eg — bare skarpere, fordi lærk både er mere urolig og mindre holdbar.
Dertil kommer, at kun kerneveddet tæller. Splintved er klasse 5 uanset træsort, og lærk har en betydelig splintandel.
